Ole Ishøy, der var søn af Axel Rasmussen og hustru Inger Margrethe Ishøy, var elev af Agnes Rehni og blev uddannet på Privatteatrenes elevskole på Det ny Teater med afgang i 1957. Han deltog i Vasaseminarer og var på studierejser til Stockholm, London, Berlin og Paris, ligesom han efteruddannede sig på Statens Teaterskole. Han debuterede 3/2 1956 som Sebastian i "Helligtrekongersaften" på Folketeatret i København. Han havde engagementer på Andelsteatret, Illums turné, Odense Teater 1964-1968, Ålborg Teater, Gladsaxe Teater, Fiolteatret, Det ny Teater, Det Danske Teater og var i nogle år tilknyttet Folketeatret inden han blev free lance. På TV medvirkede han som Finn i "Frk. Mathilde" og som Frederik i "Pelikanen". Han havde filmroller bl.a. i "Ekko af et skud" og i flere udenlandske produktioner. Udover arbejde som skuespiller var han også instruktør og lærer ved elevskoler. Talrige forestillinger passerede gennem hans hænder, ligesom adskillige teater-genrer optog ham - fra revy til tragisk teater. Blandt hans sidste opgaver var iscenesættelsen af Bjarne Reuters "Det skøre land" for Fiolteatret og udførelsen af rollen som konferencier i den danske teaterversion af musicalen "Cabaret". Ole Ishøy blev gift med og skilt fra Birgit Ishøy, født Wagner.
Not yet rated